fbpx

Solgt kunst for over en million kroner

Vi er meget stolte og taknemmelige over at så mange mennesker, har valgt at hænge vores fotokunst op på deres væg. Det har faktisk betydet at vi i april 2021 har rundet en million kroner i solgte værker. Så mange tak!

Det billede der rundede millionen for os, er Jacobs “The Most Beautiful Gas Station in the World“. Det var det 207. kunstværk som vi solgte. I skrivende stund nærmer de første værker sig at være udsolgt, Karens “Direct Path to the Water” er nok det første, som bliver udsolgt. Her har vi fået trykt de sidste 3 værker, som nu venter på, at finde en væg at hænge på.

Direct Path to the Water“, Karen Vesterager. 20 værker, 3 tilbage i skrivende stund.

Rejsen har været lang, snørklet og ind i mellem også svær. Vi har begge altid haft en interesse for foto og kommer fra hjem, hvor der var fædre med spejlreflekskameraer. Så det med, at samle kameraet op, for at tage mere seriøse billeder lå ikke fjernt for os.

Det startede tilbage i 2012, hvor vi skulle have et nyt kamera og sammen med det, købte vi også en bog om landskabsfotografering. Den bog blev startskuddet, da den inkluderede beskrivelser af de moderne digitale metoder til at arbejde videre med digitale billeder på computeren. Og hele den idé, med at arbejde videre, kreativt, med et foto var enormt spændende. Og det den idé vi har forfulgt siden. At skabe fotos, som skal betragtes som malerier.

I 2014 begyndte vi at udstille med en Canadisk Gallerist, Mona Youssef. Det bragte os blandt andet til Monaco, Chester, Paris i Carousel du Louvre, Montreux og ikke mindst Florence Biennale i 2017, hvor Jacob Surland vandt en 5. pris som fotokunstner.

I 2016 begyndte vi på egen hånd at udstille i København, første gang var til Art Nordic, og her begyndte vi egentligt, at sælge vores værker. Efter mange snirklede kunstneriske veje, besluttede vi os for, efter Florence Biennale 2017, at koncentrere os om at udstille i Danmark.

Siden har vi udstillet fast på Kunst for Alle og Art Nordic, men vi har også udstillet flere andre steder, både på messer, gallerier og en censureret udstilling.

Siden vi startede er vores rejse blevet mere og mere fokuseret på billeder fra byen. De falder i to grupper, hvor det ene er landskabsbilleder i byen, eller byskabsbilleder som vi kalder dem. Og det andet er bygningsportrætter. Vores indgangsvinkel er, at lave æstetiske smukke repræsentationer, som kun har den ene fod i virkeligheden. Den anden findes i et mere fantasifuldt univers. Det giver nogle meget stemningsfulde billeder, som skal betragtes som malerier.

The Most Beautiful Gas Station in the World“, Jacob Surland. 30 værker.