Hvad er visionografi?

Visionografi kommer fra det engelske udtryk (en)visionography og er en kunstform med rødder i sort/hvid foto, men kan også bruges inden for farvebilledernes verden.

Vi har valgt blot at kalde det for Visionografi på dansk, fordi ordspillet mellem “envisionography” og “visionography” ikke lader sig oversætte.

Visionografi handler om, at man som fotograf tager et billede og bagefter på computeren tager kontrol over scenen og skaber sin egen kunstneriske fortolkede virkelighed.

I stedet for “blot” at fremkalde billedet digitalt, gør man scenen til sin egen. Man arbejder med lyset og farverne. Man flytter billedet væk fra virkeligheden og laver sin egen kunstneriske fortolkning af virkeligheden.

Visionografi er en kontrolleret proces, hvor man arbejder detaljeret og præcist med lysets retning, hvordan lyset lander på overflader og hvor der opstår skygger. Fordi man som kunstner har taget kontrol over scenen, så kan man også ændre lysets retning, eller hvis der ikke var nogen retning, så skabe en retning. Det giver et helt særligt udtryk til billederne.

Hvis vi skal blive lidt tekniske, så adskiller det sig fra det, som de gamle sort hvid pionerfotografer som Ansel Adams gjorde, når de lavede Dodge and Burn. I Dodge and Burn teknikken arbejder man lysintensiteten lokalt og bruger det til at fremhæve vigtige detaljer og skubbe mindre vigtige detaljer i baggrunden, men der arbejdes med det lys som er tilstede i billedet.

I Visionografi tager man kontrol over scenen og skaber lys som ikke var der og skaber sin egen virkelighed. Værktøjerne der arbejdes med er et langt stykke hen af vejen de samme, men mindsettet og målet er et andet.

På den måde bliver det færdige resultat en blanding af et foto og noget mere fantasifuldt, hvor kun den ene fod er i virkeligheden. De færdige billeder skal betragtes som malerier og kunstværker og ikke som dokumentarisk arbejde.

Her er et par eksempler hvor visionografi er anvendt til at lave farvebilleder.

Kontakt os