Om kunstnerne Jacob Surland og Karen Vesterager

Af kunstblogger, kunstformidler og kurator Connie Boe Boss

Den amerikanske pionerfotograf Ansel Adams sagde ”You don’t take a photograph, you make it” og det passer perfekt på det pionerarbejde, Jacob Surland (1971) og Karen Vesterager (1973) laver i disse år i Danmark. I Fine Art Photography er de nemlig First Movers indenfor deres felt, som kan kaldes maleriske fotografier.

Kunstnerparret Surland & Vesterager er kendt for deres mennesketomme bybilleder, som de kalder bygningsportrætter og byskabsbilleder; billeder, der ser ud som malerier. De er begge fuldtidsarbejdende i deres egen fotovirksomhed, hvor de skaber deres kunst, samtidig med at de er repræsenteret hos Galleri Nina Sampson, er medejere i eget galleri på Gl. Kongevej og deltager i konkurrencer og messer.

Deres værker ligger et sted mellem foto og maleri. Det er fotografier, men parret bruger teknikker, de har hentet fra maleriets verden, til at skabe deres færdige værker. Det er de klassiske discipliner, som komposition, lys og farvelægning, der fylder i deres arbejde, hvor detaljerne kommer fra fotografiet, mens stemningen og det endelige udtryk, kommer fra en form for digitalt maleri oven på fotografiet.

Tilblivelsen af et værk

Manipulation i skabelsesprocessen er tilladt. For det meste opfatter vi et fotografi som et sandhedsvidne. Kameraet fanger det, der er til, helt objektivt, men Surland & Vesteragers maleriske fotografier kan drage beskueren i tvivl om, hvorvidt der er tale om et fotografi eller et maleri. Og det er netop hensigten.

Surland & Vesterager er Feinschmeckere indenfor deres område, de bruger det nyeste tekniske udstyr og laver højst 30 eksemplarer af hvert foto, hvorved hvert enkelt print har status som en kunstgenstand ifølge dansk lov. Derfor skal det være så lækkert som muligt, og også indramningen gøres der meget ud af. Parret bruger rigtig meget tid på hvert billede og derfor skal det være et eksklusivt produkt hele vejen igennem.

Research og fotooptagelser

Surland & Vesterager researcher lokationen og vælger motiver, hvorefter de typisk tager på hotel i området og laver fotooptagelser 3 morgener og 3 aftener i træk. På den måde får de nemt taget 2–4.000 billeder, som munder ud i 2-3 kunstværker, f.eks. er Vesteragers guldmedaljefoto ”Københavns Skyline” af Hovedbanegården taget fra Tivoli Hotels øverste etage.

Parret besidder en overordentlig stor teknisk viden om fotografi generelt og om lyset i den blå time, som er det tidspunkt på dagen, der interesserer dem mest og hvor de fleste af deres værker er skabt. Den blå time er det blålige dagslys, vi ser, før solen står op og igen i skumringstimen. Tusmørkefarven.

Mens parret fotograferer samler de en art data til at lave deres værker, det er deres trænede, kunstneriske øjne, der kan se hvornår komposition, farvelægning og perspektiv fungerer i det foto, de ender med at vælge.

Parret står i felten med kamera osv., men kan ikke forudsige hvad der kommer til at ske ude i virkeligheden og hvordan det enkelte foto bliver. Nogle gange kan en fotograf få noget foræret, som kan definere hele billedet. Det kalder de for opsøgt held.

Surland & Vesteragers kunst er selve er billedbehandlingen

Bearbejdningen af deres fotos derhjemme er den største del af deres kunstneriske arbejde. De vælger ét billede at bygge værket op omkring og starter så med det, man kan kalde ”at male deres fotografi”.

Surland & Vesterager fotograferer i stedet for at male fordi de kan lide kameraet og dets håndværksmæssige kvaliteter. Med kameraet som redskab er det udfordrende at undersøge hvor langt man kan gå, før værket ikke er et fotografi længere. Fotoet bearbejdes m.h.t. lyslægning, farvekontrol og perspektiv og de manipulerer i det hele taget fotoet alt efter hvilken idé de forfølger i værket.

Det er de valg de træffer digitalt, der er det kunstneriske arbejde. De greb, de vælger at foretage, på baggrund af deres erfaring, er den faktor, der forvandler fotoet til et kunstværk. Det er den kunstneriske fortolkning af virkeligheden der optager dem.

I felten tager de det bedste billede de kan – og via det digitale arbejde laver de det bedste kunstværk de kan, ofte så det færdige værk minder om malere som Edward Hopper eller stills fra filmskaberen Wes Andersons kendte film.

Realisme overfor fantasi – foto overfor maleri

Surland & Vesterager arbejder i Ingenmandsland, idet de leger med spændet mellem virkelighed og fantasi: Hvor langt kan de gå hvor folk visuelt accepter deres ”illusioner”? Hvor meget kan fotoet bearbejdes før det ikke er et fotografi mere?

Det er vigtigt for dem at værket er et foto og at det maleriske slutter hvor fantasien begynder. Det er ikke digitalt skabte værker. Det, du egentlig ikke kan fotografere, den optiske illusion, som de kan male frem og manipulere med, er det virkelig interessante for dem som kunstnere.

First movers

Surland & Vesterager er i høj grad First Movers indenfor Fine Art Photography i denne genre, som jeg tænker er en art filmisk fotografi. Og de er de første kunstfotografer der har vundet prisen ”Årets dff Fotograf” i “Dansk Fotografisk Forening – en del af GRAKOM”.

Foreningens konkurrence indeholdt i 2023 i alt 8 kategorier, hvoraf Surland & Vesterager deltog i 4 af kategorierne: Digital Art, Dansk Miljø, Natur og Dyr og Åben Klasse.

Til sammen vandt de hele 15 af de 33 medaljer der blev givet. De 5 fineste medaljer var Karen Vesteragers guldmedalje og Jacob Surlands 4 guldmedaljer. Og Jacob Surland vandt den samlede titel ”Årets dff Fotograf”.

Man kan roligt sige at de i 2023, som var første gang de deltog, kom, så og sejrede, og der er ingen tvivl om, at disse fine priser vil åbne døre fremover, samtidig med at de er en markør for, at Fine Art Photography vinder frem herhjemme.

En kulisse beskueren kan optræde i…

Når jeg ser Surland & Vesteragers værker er det som om jeg inviteres indenfor i en kulisse eller på en scene, som der er noget uvirkeligt over. Jeg synes jeg kender stedet, og så alligevel ikke… Mennesker er fravalgt i deres bearbejdninger, fordi der er tale om portrætter af bygninger og stemninger omkring de mennesketomme gader, og dette menneskefravær bevirker også at værkerne er en anelse uhyggelige eller forlener dem med en mystisk atmosfære.

Jeg får det lidt ligesom om jeg er i en drøm. Der er rester af det virkelige, men der er også tilføjet noget fremmedhed, som medfører en snert af uhygge – man får på den ene side lyst til at gå ind og undersøge stedet nærmere, på den anden side er det hele lidt off, så man nærmer sig det med en smule frygt.

Der er så tomt, man er alene i billedet og der er en dragende, sugende fornemmelse ind i værket, når man står og betragter dem. Jeg genkender stederne, og så er det alligevel som om de er filmiske eller drømmeagtige og dermed også uforudsigelige, for hvem kommer rundt om hjørnet derhenne lige om lidt? Og hvad foregår der egentlig inde bag de oplyste ruder?

Jeg får lyst til at røre ved billedet, de er sanselige og inviterer til at man med sine egne sanser undersøger om de nu er virkelige. Kontrasterne mellem varme og kulde, lys og mørke skaber den gedulgte stemning og ambivalens, som er så fremtrædende i parrets værker.

Surland & Vesterager lægger vægt på, at værkerne er både dragende og lækre, og at de har en kinetisk energi i kombination med en spooky atmosfære. Det er pirrende og spændende bylandskaber hvor jeg fornemmer en foruroligende mystik. Det er Nyhavn, men det er også noget andet. Jeg er ved søerne, men jeg er også midt i en underlig drøm, hvor alt kan ske.

I vores digitale tidsalder vil vi givetvis få meget mere filmisk fotografi at se; Surland & Vesterager er vores fornemme danske foregangspersoner indenfor feltet.