Det fiktive øjeblik er vores måde at beskrive en type fotografi, hvor øjeblikket ikke er fanget, men skabt. I stedet for at dokumentere virkeligheden arbejder vi med en bearbejdning af den – en fiktion. Vores billeder udspringer af fotografisk materiale, men øjeblikket i dem eksisterer kun i værket.
Et øjeblik lyder umiddelbart som noget kort. Noget flygtigt. Noget, der opstår og forsvinder igen, næsten før man når at registrere det. Alligevel er øjeblikket et af de begreber, vi tillægger størst betydning. Det er i øjeblikke, vi lever, vi husker, beslutter os, vi sanser og vi bliver berørt. Der er de store øjeblikke i livet og der er de små, og tilsammen udgør de vores liv.
Ordet ‘øjeblik’ stammer fra middelnedertysk ögenblick af middelhøjtysk ougon blick ‘øjnenes blinken’. Et blink med øjet. Noget, der i sin grundbetydning næsten ingen varighed har overhovedet. Her beskriver øjeblikket ikke en oplevelse, men en bevægelse: et kort, fysisk nu, som knap nok kan fastholdes.
Samtidig har øjeblikket historisk haft en mere konkret betydning. I middelalderen blev tiden ikke kun forstået som noget abstrakt, men også som noget, der kunne inddeles og bruges i praksis. I klostre og tidlige videnskabelige sammenhænge arbejdede man med momentet som en tidsenhed. Et moment blev ofte opfattet som 1/40 af en time – svarende til omkring 90 sekunder. Det var ikke et blink, men heller ikke noget langt tidsrum. Et afgrænset stykke tid, der kunne måles og bruges.
Fordi vi lever i en verden, hvor dansk og engelsk glider ind og ud af hinanden, får ’et øjeblik’ let forbindelse til det engelske ’a moment’. Den dobbelte forståelse er interessant: Øjeblikket som både noget næsten umærkeligt kort og noget, der faktisk har varighed. Noget, der kan rumme handling, opmærksomhed og erfaring.
Allerede hos Aristoteles fremstilles tiden som en ubrudt bevægelse, hvor nuet blot markerer grænsen mellem det før og det efter — et snit i strømmen, ikke en del af tiden selv.
Forståelsen af øjeblikket som et bevidsthedsrum, hvor fortid og fremtid mødes, udvikles hos Augustin, der i Confessiones XI beskriver tiden som forankret i sjælen: fortiden i hukommelsen, fremtiden i forventningen og nuet i opmærksomheden.
Et fotografi forbindes ofte med et konkret øjeblik. Noget, der fandt sted på et bestemt tidspunkt, og som kameraet var til stede for at observere og registrere. I vores arbejde forholder vi os anderledes til øjeblikket. De øjeblikke, vores billeder viser, har ikke eksisteret præcis sådan i virkeligheden. De er sammensatte. Konstruerede. Fiktive øjeblikke.
Det fiktive øjeblik er et begreb, vi bruger bevidst, fordi det beskriver, hvad der faktisk foregår i vores billeder. Øjeblikket er ikke fanget – det er skabt med udgangspunkt i fotografisk materiale.
Når vi fotograferer, indsamler vi data – nogle gange over længere tid. Lysforhold, bevægelser, pauser og tomme rum. Et færdigt værk kan være opbygget af fotografier taget over flere minutter, timer eller et helt døgn. Det færdige billede fremstår som ét øjeblik, men rummer i virkeligheden spor af mange. Det er et øjeblik, der aldrig blev oplevet og aldrig fandtes – men som alligevel opleves som muligt og realistisk.
Det fiktive øjeblik er ikke løsrevet fra virkeligheden. Det er bygget på virkelige steder, virkelige rum og virkelige strukturer. Det, der ændres, er stemningen, lyset og tidsforløbet. Det er her, fiktionen opstår – og hvor oplevelsen bevæger sig væk fra det, kameraet registrerede. Øjeblikket har vægt og varighed — ikke som måleenhed, men som erfaring – og hvis det fiktive øjeblik opleves som en erfaring, har vi lykkedes i at skabe troværdigt øjeblik.
Fiktion skal her forstås korrekt. I vores kontekst er det ikke noget som er opdigtet uden forankring, men en bearbejdning af virkeligheden. For os er det afgørende at skelne mellem fiktion og løgn. En løgn forsøger at udgive sig for at være noget, den ikke er. Det fiktive øjeblik gør det modsatte. Vi lægger ikke skjul på, at vores billeder ikke er dokumentariske.
Når beskuere oplever vores billeder som “mere virkelige end virkeligheden”, peger det netop på denne forskel. Billedet opleves ikke som sandt, fordi det dokumenterer en hændelse, men fordi det hænger sammen. Det er troværdigt i sin egen logik. Alle elementer i billedet arbejder i samme retning. Intet stritter imod. Det fiktive øjeblik føles muligt, fordi det følger stedets og billedets egne regler.
For os er det fiktive øjeblik et værktøj. Det giver os mulighed for at skabe billeder, der ikke blot viser, hvordan et sted ser ud, men hvordan det kan opleves og mærkes.
Kilder
- Augustin: Confessiones, Bog XI, §20–28.