Vores kunst er fotografibaseret og tager sit udgangspunkt i virkeligheden, men forskydes ind i et andet univers. Vi bruger fotografierne som et råmateriale – et første skridt i en proces, hvor billedet gradvist bevæger sig væk fra det sete og ind i det skabte.

Når vi arbejder med fotografi, arbejder vi i spændet mellem dokumentation og konstruktion. Kameraet indsamler data, men det færdige værk opstår først, når vi begynder at forme og fortolke det materiale, vi har indsamlet. Det betyder, at vores billeder ikke viser, hvordan et sted var, men hvordan det kan opleves, når det åbnes som en sanselig og kunstnerisk konstruktion.

Fotografibaseret kunst er i denne forstand ikke bundet til fotografiets traditionelle rolle som sandhedsvidne. Tværtimod undersøger den, hvor langt fotografiet kan strækkes, uden at det mister sin forbindelse til virkeligheden. Det er netop i denne spænding, at værkerne får deres kraft. De fremstår genkendelige, men samtidig forskudt fra virkeligheden. De ligner noget, vi kender, og så alligevel ikke.

I vores praksis er byen et centralt materiale. Når vi arbejder med bygningsportrætter og stedportrætter, er det ikke for at beskrive stederne, men for at undersøge deres karakter. Hvad udstråler et sted, når menneskene træder tilbage? Hvad sker der, når arkitekturen ikke længere er baggrund, men hovedperson?

Fraværet af mennesker er et aktivt greb. Når vi fjerner det menneskelige nærvær, flytter vi fortællingen. Byens rum bliver ladet med en anden form for intensitet, hvor lys, farver og strukturer træder tydeligere frem. Det mennesketomme byrum bliver ikke livløst, men åbner sig som en scene, hvor stedet selv bærer fortællingen.

Vi arbejder med det, vi kalder det fiktive øjeblik. Et øjeblik, der aldrig har eksisteret, men som opleves som muligt. Ved at kombinere forskellige lysforhold og tidslag skaber vi billeder, hvor flere tider eksisterer samtidig. Ikke som dokumentation, men som konstruktion. Det færdige billede bliver dermed en form for visuel erindring – ikke af noget, der har været, men af noget, der kunne have været.

Denne tilgang placerer vores fotografibaserede kunst i forlængelse af en længere kunsthistorisk tradition, hvor fotografiet bevæger sig mod maleriet. Pictorialismen er et tidligt eksempel på denne bevægelse, hvor fotografiet blev bearbejdet for at opnå et mere kunstnerisk udtryk. I dag videreføres denne undersøgelse i en digital kontekst, hvor mulighederne for at forme lys, farve og rum er langt større, men hvor spørgsmålet i sin kerne er det samme: Hvornår ophører et fotografi med at være en registrering og bliver til et værk?

Vores værker er ikke en flugt fra virkeligheden, men en intensivering af den. Ved at sænke tempoet, fjerne støj og forskyde det genkendelige åbner værkerne for en anden måde at se bygninger og steder på – en oplevelse i sig selv.

Vores fotografibaserede kunst handler derfor ikke om teknik, selv om teknikken kan være kompleks. Den handler om blik. At tage det, der er, og gøre det til noget andet – uden at miste forbindelsen til det, det kommer fra. Det er i denne balance, at værket opstår. Ikke som et billede af verden, men som en fortolkning af den.