Vi bruger ordet visionografi om en kunstnerisk tilgang til fotografiet, hvor det færdige billede ikke blot bliver fremkaldt digitalt, men bearbejdet som en personlig og kunstnerisk fortolkning af virkeligheden.

Udgangspunktet er fotografiet. Kameraet har registreret en virkelig scene, men bagefter tager vi kontrol over billedet på computeren. Vi arbejder med lyset, farverne, kontrasterne og stemningen, indtil scenen får det udtryk, vi ønsker.

I stedet for kun at justere billedet, gør vi scenen til vores egen.

Visionografi er en kontrolleret proces, hvor man arbejder detaljeret med lysets retning, med hvordan lyset lander på overflader, og med hvor der opstår skygger. Hvis lyset i fotografiet ikke har en tydelig retning, kan man skabe en. Hvis et område mangler liv, kan man bygge det op. Hvis noget tager for meget opmærksomhed, kan man dæmpe det.

Det giver billederne et særligt udtryk, fordi virkeligheden ikke længere bare gengives, men formes.

Hvis vi skal blive lidt tekniske, adskiller visionografi sig fra klassisk dodge and burn, som blandt andet de gamle sort/hvid-fotografer arbejdede med. Med dodge and burn arbejder man lokalt med lysintensiteten i billedet. Man fremhæver vigtige detaljer og skubber mindre vigtige detaljer i baggrunden, men man arbejder grundlæggende med det lys, der allerede findes i fotografiet.

I visionografi går man et skridt videre. Her kan man skabe lys, som ikke var der, ændre lysets karakter og opbygge en stemning, som kameraet ikke nødvendigvis så. Værktøjerne kan langt hen ad vejen være beslægtede, men tankegangen og målet er et andet.

På den måde bliver det færdige resultat en blanding af fotografi og noget mere fantasifuldt. Der er stadig en tydelig forbindelse til virkeligheden, men billedet er ikke dokumentarisk. Det skal betragtes som et kunstværk – ikke som en neutral gengivelse af scenen.

Her er et par eksempler, hvor visionografi er anvendt til at skabe farvebilleder.