Vi bliver ofte spurgt til vores udstillinger om, vores billeder er malerier. Det er det ikke, det er fotos, men de skal betragtes som malerier, af flere forskellige grunde. Vores billeder er ikke dokumentariske og må aldrig blive betragtet som dokumentariske.

Der er en del forklaringer på, hvorfor vores billeder ender med at ligne malerier og noget forklaringen er, at vi faktisk arbejder med lys, skygge og farve som malere gør det. Vi gør det bare i Photoshop og ovenpå fotos.

Et digital kamera registrerer et billede med sin sensor og det der kommer direkte fra derfra er et det RAW billede – vores tids negativ. Et RAW billede skal også fremkaldes og enhver mobiltelefon har en standard fremkaldelsesmetode og ud kommer en jpeg, hvor farver og kontraster er justeret, så man har et fint billede.

Billedet af uret ved Egmonthuset er et eksempel på, hvor langt vi en gang imellem går, for at få “det bedste billede vi kan” igennem processen hvor vi “tager kontrol over scenen” for at være i stand til at fortælle den historie vi ønsker at fortælle.

I det her tilfælde er det et portrætbillede af især neon uret, ved det gamle hovedsæde til Gutenberghus, med den gamle gangbro i New Yorker stil. Der er tre aktører i billedet, der er døren til venstre, der er broen med uret og så er der det store Egmont skilt og det er deres historie der skal fortælles.

Nedenfor er billedet til venstre er RAW billedet og den kreative proces har transformeret billedet til det til højre.

Resultatet er opnået igennem langt mere end, hvad standard contrast og farvejustering kan levere. Der er arbejdet detaljeret og målrettet med lyset og farverne, præcist som en maler vil tilgå det.

Hvad mener vi med “som en maler vil tilgå det”? Læg mærke til hvordan lyset falder ud af døren til venstre. Hvis man kigger på RAW billedet, så kan man se, at der står en masse cykler i vejen og det er i det hele taget ikke til, at se, hvad for noget lys der måske falder ud af døren. Men måden at lægge det lys på, er som en maler tænker det, og det spiller en vigtig rolle i billedet. Det er med til at skabe den maleriske effekt.

Det viser også, hvordan alle vejskilte og biler er blevet fjernet. De er fjernet fordi de skaber støj i historien om døren, uret og skiltet og det færdige resultat er ikke længere dokumentarisk, selvom man jo heller ikke er i tvivl om, at det er et billede af Egmont’s hovedsæde.

De ting som er fjernet fra billedet, er fjernet enten ved at bruge andre billeder eller at tegne og male med digitale pensler.

Billedet ovenfor et nærbillede, af den lyse bygning i bunden af Vognmagergade og det er blevet brugt til at genskabe den ved at klippe den ind i miniature.

Indgangen til KVUC måtte males fra bunden, da jeg ikke havde nogle billeder af det, som kunne bruges. I stedet kiggede jeg på Google Street View og baseret på hvad jeg kunne se der, malede jeg det i Photoshop.

Det samlede udtryk for et billede, hvor der er arbejdet så meget med farver, lys og skygge giver meget maleriske billeder og det vil være forkert, ikke at betragte det som et maleri.

Hvor stammer vores kunstretning fra?

Traditionelt bliver fotografiapparatet brugt til, at registrere noget, at dokumentere noget. Hvis man er fotojournalist, så er det begivenheder, hvis man er portrætfotograf, så den person der er foran kameraet.

Hvis man er kunstfotograf, så er det en lidt anden snak og det er ikke så let at definere. Der findes en del forskellige skoler og retninger og der skal ikke redegøres for dem alle sammen her. Men, der findes en skole af kunstfotografer, som arbejder meget med at registrere installationer og specielle typer af portrætter, evt. af folk i udklædning. Men der findes også andre, for hvem billederne ofte er mere collage-baseret eller et billede, der er sammensat af flere billeder og der findes landskabsfotografer, makrofotografer osv.

Listen er lang og omfatter også hvad man gør eller må gøre ved billeder, efter at de er taget. Hashtagget #nofilter har været meget populært de senere år og det har også været brugt som reklame for nogle kunstfotografers måde at arbejde på.

Hvor er vi placeret?

Vi er efterkommere af principperne skabt af den amerikanske pioner landskabsfotograf Ansel Adams, som udtalte:

“You don’t take a photograph, you make it!”

Ansel Adams.

Med det mente han, at man skal visualisere sit billede først og så bagefter, i mørkekammeret lave det bedste billede man kan.

Ansel Adams udforskede mulighederne i mørkekammeret og ved hjælp a skabeloner og forskellige redskaber, påvirkede han hvor længe et negativ blev eksponeret på forskellige områder af fotopapiret. På den måde kunne han gøre nogle områder lysere og andre mørkere og dermed skabe det billede han ville have. Den teknik kaldes for Dodge and Burn.

Selvom hans kunstneriske mål med teknikken, adskiller sig fra vores kunstneriske mål, så er det dog i hans teknikker vores rødder går til.

I vore dage med digitale billeder, har vi forladt mørkekammeret og bruger værktøjer som Photoshop til at ‘fremkalde’ billederne. I Photoshop kan man også lave Dodge and Burn, bare meget mere præcist og meget mere avanceret end Ansel Adams kunne.

I Photoshop kan man ikke kun lysne og mørkne, man kan også ændre farver og kontraster, præcist der hvor man man ønsker det. Det alene åbner op for en enormt stor mængde af muligheder og en enorm præcis kontrol.

Derudover kan man arbejde med indholdet i billedet, som billedet af Egmont er et eksempel på. Man kan tilføje og fjerne ting, man kan male og tegne ting. Mulighederne er uanede og her adskiller vi os meget fra Ansel Adams. Han kunne ikke ændre på indholdet i billedet.

Vores mission er, i lighed med Ansel Adams, at lave det bedst mulige billede, ud fra hvad vi har taget. Vores muligheder er umådeligt meget større, end de var i 1930’ernes mørkekammer og det udnytter vi. Derfor er Ansel Adams ikke helt nok, til at beskrive det vi gør, der skal vi have Visionografi med også.

Visionografi er på mange måder Ansel Adams’ teknikker på steroider. Her er formålet, dog at tage kontrol over scenen efter, at billedet er taget og skabe sin egen vision, igennem kontrolleret brug af dodge and burn og alle de andre værktøjer til rådighed. Men det dur ikke, hvis man ikke har en form for visualisering først.

I sandhed, så er det her vores motto “You don’t take a photograph, you make it!”. Hvor langt vi skal gå, afhænger af den enkelte scene og det enkelte fotografi vi får med hjem, samt vores visualisering af hvor billedet skal hen.