Jacob og Karen har doneret det kæmpe store kunstværk "The Standard" til Københavns Kommune.
Jacob og Karen har doneret det kæmpe store kunstværk "The Standard" til Københavns Kommune.

Kunstværk doneret til Københavns Kommune

Forleden var vi forbi Jobcenteret på Emdrupvej 72 for at se det kunstværk, vi har doneret til Københavns Kommune – og vi er simpelthen så glade! Kommunen har valgt at hænge vores gave et sted, hvor rigtigt mange borgere passerer forbi hver dag. Og det var et ret særligt øjeblik for os at se det hænge dér, midt i foyeren, hvor det passer perfekt ind.

Hvorfor giver vi et værk til en værdi af næsten 50.000 kr. væk? Det er en længere historie.

“The Standard” er et værk, der betyder enormt meget for os. Vi tog billedet 1. marts 2016, og det blev det første værk, vi nogensinde solgte til nogen, som vi ikke kendte. En kæmpe milepæl! Det skete på Art Nordic i Øksnehallen – vores allerførste udstilling i Danmark. Og her står vi nu, ni år senere, hvor værket med nummer 30 ud af 30 har fundet sit endelige hjem hos Københavns Kommune.

Værket er stort. Meget stort.

Vi lavede det til en udstilling i 2021, hvor der blev ønsket store formater – og “The Standard” blev et af de to kæmpeværker, vi fik produceret. Det måler i højde 140cm og bredde 250cm og det fik masser af opmærksomhed, men vi kunne hurtigt mærke, at det nok var lidt for stort til de fleste hjem. Også vores eget.

Siden da har vi slæbt det med rundt til udstillinger hos bl.a. Presidents Summit, Art Herning med Galerie Knud Grothe, Evert Gallery og senest Kunstgalleriet i Slagelse. Det har været beundret, men det har også været for stort til at nogen har fundet plads til det.

Logistikken og omkostningerne ved opbevaring og transport af så stort et værk gør værket dyrere hele tiden. En ting er den relativt høje produktionsværdi, en anden ting er, at hver gang vi har skullet flytte værket har vi skullet leje en varevogn. Det er ikke lige et værk, man stiller i hjørnet eller lige putter bag i bilen.

Så da vi hentede det fra Kunstgalleriet i Slagelse, stod vi dér og kiggede på hinanden:

Hvad gør vi med det her værk, som har betydet så meget for os? Der er for stort til at kunne bo hos os selv.

Vi var faktisk der hvor vi overvejede at destruere det. Det føltes helt forkert, men det var økonomisk en bedre beslutning end at poste penge i et dyrt lagerlokale bare for at opbevare det – så hellere forære det væk! – hov jamen, det var jo en idé!

Men til hvem? Hvem har plads? Og hvem har en relation til bygningen?

Svaret lå lige for: Københavns Kommune.

Vi kontaktede vores gode fotografkollega Hanne Levy Jellesen, som arbejder i kommunen, og hun gjorde et fantastisk stykke arbejde. Hun fandt et sted, hvor værket kunne leve videre og gøre gavn – et sted hvor borgere færdes og der er liv og daglig trafik. Det føles helt rigtigt for os.

Da vi kom ind i foyeren, for at se hvor billedet var blevet hængt op, blev vi mødt af Centerleder Maja Agu, Hanne Jellesen og Anne Emilie Ølgaard Sparholt, som var super søde og meget glade for værket. Det varmede os, at se “The Standard” hænge dér. Rummet passer perfekt til værket og størrelsen er helt rigtig! Det er en værdig plads.

default

Lidt om bygningen på billedet

Bygningen er et arkitektonisk mesterværk tegnet i funktionalistisk stil af Kristoffer Nyrop Varming (1865–1936). Den stod færdig i 1937 som toldbod – så han nåede desværre ikke selv at se den færdig – og siden da har den levet mange forskellige liv.

Vi vover os ikke ud i præcise årstal, for der er mange versioner derude, men man er meget velkommen til at byde ind i kommentarerne med den viden, man måtte have. Det har faktisk været noget af det hyggeligste ved at vise billedet frem gennem årene: Alle de historier, folk har fortalt. Dem er man også velkommen til at dele i tråden.

På et tidspunkt blev bygningen brugt af Sverigesbådene, og der er virkelig mange varme minder knyttet til den tid. Når vi har haft billedet med på udstillinger, er det ofte dét, folk lyser op over – ture frem og tilbage, en helt særlig atmosfære, og et sted hvor “alle” kom. Det folkelige omkring stedet fylder meget i folks fortællinger.

Da Øresundsbroen åbnede, forsvandt behovet for flyvebådene, og bygningens brug skiftede karakter. Den blev restaureret, og der kom restauranter ind. Først under navnet Custom House og senere – på det tidspunkt vi tog billedet – The Standard.

Vi ved, at Claus Meyer på et tidspunkt var involveret i bygningen, og at Niels Lan Doky stod bag jazzklubben dér. Mange har fortalt gode historier om både musikken og stemningen. Men vi har også hørt nogle af de lidt mere lunkne kommentarer: at stedet måske var blevet lige lovligt “smart”, og at man savnede noget af det nærvær og den folkelighed, som Sverigesbådene stod for.

Og i dag er det Soho House som har bygningen, som jo også er et helt andet univers end dengang, hvor almindelige københavnere købte billet til færgen og sad på værtshuset overfor mens man ventede på båden. Vi har hørt mange historier.

Og værket?

Det er fotograferet lige før inderhavnsbroen åbnede på en marts aften, lige inden restaurantgæsterne ankom. Mange har sagt, at vores billede minder dem om Edward Hopper. Andre tror, det er et maleri. Og rigtig mange fortæller, at de føler en særlig ro i motivet. Det sidste er lidt sjovt, fordi Museum Silkeborg p.t. har en særudstilling, der hedder “RO”. Her har kuratoren også udvalgt netop “The Standard” som et af de 15 værker, vi har med i udstillingen (dog kun i en mere beskeden størrelse på 160 × 90 cm). RO er en særudstilling, som er blevet lavet i samarbejde mellem Museum Silkeborg og KVAS, der er en kunstnersammenslutning, vi er med i. KVAS laver stedportrætter fra København, Vadehavet, Aarhus og Søhøjlandet – vi repræsenterer København, mens Lars Roed – Photosbyroed repræsenterer Vadehavet, Henrik Woer repræsenterer Aarhus (Aarhus By night), og Christian Breinbjerg Fotokunst repræsenterer Søhøjlandet.

Alt i alt:

Vi er bare enormt glade for, at “The Standard” nu har fået et sted, hvor det kan blive set og oplevet af mange mennesker hver eneste dag.

Tak til Københavns Kommune for at tage så godt imod vores gave.

Og tak til alle jer, der har fulgt værkets rejse gennem årene. 🙏

Kontakt os

Surland & Vesterager
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.